Leon Andreasen driver gæk med Frankfurt

Skrevet af admin

18/04/2014

Dagens topnyheder

Leon Andreasen var hovedarkitekt bag Hannover 96's sejr på 3-2 ude mod Eintracht Frankfurt i Bundesligaen torsdag aften.

Allerede efter to minutter headede Leon Andreasen smukt udeholdet i front med 1-0, da den defensive midtbanespiller opportunistisk tog løbet ind i feltet og fik udplaceret Frankfurt-målmanden.

Frankfurt fik udlignet 10 minutter senere ved Martin Lanig, inden Lars Stind headede Hannover 96 foran med 2-1 efter 20 minutter.

Leon Andreasen, som har kontraktudløb efter denne sæson, var på spil igen efter en halv time. Og det var med en lækker detalje og samtidig oplæg til et mål.

Den danske midtbanespiller fandt med en Michael Laudrup-aflevering sin holdkammerat Didier Konan Ya, som takkede for oplægget og sikkert øgede til 3-1-føring.

Frankfurt fik reduceret til 2-3 efter 68 minutter, men Hannover 96 endte med at snuppe alle tre point i den svære udebanekamp.

Leon Andreasen havde også et skud på stolpen, og han pådrog sig sågar også et gult kort i kampen.

Både Hannover 96 og Frankfurt har 35 point efter 31 kampe. Begge hold har dermed otte point ned til kriseramte Hamburger SV under nedrykningsstregen. HSV har dog spillet en kamp færre.

/ritzau/