Leverkusen overrasker Atlético og er på kvartfinalekurs

Skrevet af admin

25/02/2015

Dagens topnyheder

Sidste års tabende finalist i Champions League, Atlético Madrid, kan være på vej ud allerede i 1/8-finalen i denne sæson.

På udebane måtte holdet se sig slået 0-1 af tyske Bayer Leverkusen, som ud over sejren formåede at holde nullet på hjemmebane.

Dermed kan Leverkusen rejse til Spanien vel vidende, at hvis det selv scorer en enkelt gang, skal Atlético score mindst tre mål for at avancere.

Det tyske hjemmehold spillede sin chance fra start og angreb optimistisk. Boldbesiddelsen lød 61-39 i første halvleg.

Leverkusen var også tættest på føring midt i halvlegen, da forsvarsspilleren Emir Spahic hamrede bolden på trekantsammenføjningen.

Spanierne havde dog også sine forsøg i den levende kamp, og Antonie Griezmann og Tiago var farlige lige inden pausen.

Men Atlético kunne være mest tilfreds med pausestillingen 0-0 efter en halvleg, hvor træner Diego Simeone måtte udskifte både Guilherme Siqueira og Saul Niguez på grund af skader.

Leverkusen kom også bedst ud efter pausen, og belønningen fulgte efter 12 minutter. Tyskeren Karim Bellarabi tog smarte træk og afleverede med hælen til Hakan Calhanoglu, der gjorde det til 1-0.

Det var åbenlyst et brugbart resultat for tyskerne, der skruede ned for offensiven for at køre sejren hjem uden at give spanierne et udebanemål.

Det blev nemmere 14 minutter før tid, da Atléticos Thiago blev udvist efter sit andet gule kort. Dermed er han ikke med i returkampen. Også forsvarskrumtappen Diego Godín er karantæneramt efter et gult kort i kampen.

Dermed har spanierne på flere parametre et svært udgangspunkt inden returkampen i Madrid 17. marts.

/ritzau/