Lewandowski efter nyt hattrick: Mine mål betyder intet

Skrevet af admin

30/09/2015

Dagens topnyheder

Robert Lewandowski får scoret nogle mål for Bayern München i øjeblikket.

Tirsdag i sidste uge lavede han vanvittige fem mål på ni minutter i 5-1-sejren hjemme over Wolfsburg i Bundesligaen.

Lørdag scorede han to gange i 3-0-sejren ude over Mainz, og tirsdag aften føjede han yderligere tre mål til kontoen, da Bayern vandt hele 5-0 hjemme over Dinamo Zagreb i Champions League.

- Jeg er glad for at score yderligere tre mål, men det vigtigste er, at vi vandt 5-0, siger Robert Lewandowski ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det betyder intet, hvor mange mål jeg scorer, så længe vi bare bliver ved med at hente point, tilføjer polakken.

Det har Bayern München været gode til i denne sæson, blandt andet takket være Robert Lewandowskis ti mål i de seneste tre kampe.

Den 27-årige angriber er dog beskedenheden selv.

- Hele holdet spiller godt, hvilket skaber muligheder for mig, siger han.

Bayern München-kollegaen Philipp Lahm vil dog gerne rose sin heftigt scorende klubkammerat.

- Han har haft en utrolig uge, siger Philipp Lahm.

Bayern München fører gruppe F med seks point for to kampe.

/ritzau/