Libyens premierminister overlever drabsforsøg

Skrevet af admin

26/05/2015

Mest læste i dag

Libyens folkevalgte premierminister, Abdullah al-Thinni, har overlevet et attentatforsøg, oplyser han ifølge Reuters til tv-stationen al-Arabiya.

Attentatforsøget fandt sted, da han forlod parlamentet i den østlige by Tobruk, hvor den folkevalget regering har sit hovedsæde.

- Premierministerens bil blev ramt af kugler, da væbnede mænd åbnede ild, siger Al-Thinnis talsmand, Hatem el-Ouraybi, til nyhedsbureauet AFP.

- Premierministeren blev ikke såret, men det gjorde en af hans livvagter, tilføjer talsmanden.

Libyen har været præget af uroligheder siden 2011, hvor landets daværende, mangeårige leder, Muammar Gaddafi, blev væltet fra magten og siden dræbt.

Siden har forskellige grupperinger kæmpet om magten og landets olierigdomme.

To rivaliserende regeringer kæmper ligeledes om, hvem der har retten til at lede landet. I Tobruk i den østlige del af landet sidder en internationalt anerkendt regering, der er folkevalgt.

Islamistiske oprørere sidder på regeringsmagten i den vestlige del og i hovedstaden Tripoli.

De to rivaliserende parlamenter - og hære - har regeret i hver deres område, siden militsen Libysk Daggry indtog hovedstaden Tripoli i august sidste år.

/ritzau/Reuters