Lidegaard: Fredsaftale skal omfatte alle palæstinensere

Skrevet af admin

25/04/2014

Dagens topnyheder

Hvis det skal lykkedes Israel og Palæstina at indgå en holdbar fredsaftale, er det bydende nødvendigt, at alle palæstinensere bakker op om aftalen.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R), efter at palæstinenske Hamas og PLO onsdag annoncerede, at man havde indgået en forsoningsaftale, som dagen efter fik Israel til at suspendere fredsforhandlingerne med palæstinenserne og deres præsident, Mahmoud Abbas.

- En endelig fredsaftale må omfatte alle palæstinensere i en kommende palæstinensisk stat, siger udenrigsministeren i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- EU og Danmark har konsekvent opfordret til palæstinensisk forsoning bag præsident Abbas, tilføjer han.

Det israelske sikkerhedskabinets suspendering af fredsforhandlingerne med Det Palæstinensiske Selvstyre kom, fordi Hamas blandt andet står på EU's terrorliste.

I en erklæring fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, kontor lød det, at "man ikke vil forhandle med en terrororganisation". "En terrororganisation, der kræver Israel tilintetgjort", stod der videre.

Aftalen mellem Hamas og PLO, der omfatter Hamas' rivaler, Fatah-bevægelsen, indebærer blandt andet, at de to parter danner en fælles regering inden for fem uger.

En regering, som den danske udenrigsminister på forhånd stiller en række krav til.

- Det er selvfølgelig helt afgørende, at forsoningen sker på baggrund af anerkendelsen af Israels ret til at eksistere, anerkendelse af eksisterende aftaler, særligt med Israel, og at også den nye palæstinensiske regering afskriver brug af vold, siger han og påpeger:

- Præsident Abbas har bekræftet, at den kommende overgangsregering vil blive etableret på dette grundlag. Det hilser jeg velkommen.

/ritzau/