Lidegaard: Krim-afstemning kan optrappe konflikt

Skrevet af admin

06/03/2014

Mest læste i dag

Ved afslutningen af sit besøg i Ukraine siger den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), at han frygter, at situationen omkring Krim optrappes.

Udenrigsministeren udtaler sig kort efter, at lokalparlamentet på Krim enstemmigt har vedtaget at søge optagelse i Rusland og sende spørgsmålet til folkeafstemning om 10 dage.

Det sker, mens russiske soldater har bemægtiget sig kontrollen over halvøen.

- Det er i hvert fald en invasion. Det er vores klare indtryk, at Rusland har de facto kontrol over Krim i øjeblikket, konstaterer Lidegaard over for Ritzau i telefonen fra Donetsk-regionen.

- Det er også i det lys, at man skal se det her, for hvis det var et ønske for Krim at blive selvstændig, så er det den dårligst mulige måde, de kan blive det på.

- Det er i en situation, hvor bølgerne går meget højt, hvor der hersker kaotiske tilstande, at man så forsøger at bruge den situation til det her.

Lidegaard mener, beslutningen på Krim kan skabe flere alvorlige konflikter.

- Jeg frygter, at det er noget, der kan optrappe situationen. Og jeg mener, at den eneste farbare vej frem er, at man sætter sig til forhandlingsbordet, for Krim er jo en del af Ukraine, siger han.

Udenrigsministeren minder om, at det er den ukrainske forfatning, der gælder - også på Krim, som siden 1992 har været en autonom republik i den ukrainske stat.

Vedtagelsen på Krim kommer samtidig med, at lovgivere i det russiske parlament forbereder en afstemning om en lov, der skal lette andre landes områder til at søge optagelse i den russiske føderation.

På spørgsmålet, om dagens udvikling er orkestreret af Moskva, svarer Lidegaard:

- Det er svært for mig at vurdere, men det er i hvert faldt ikke hjælpsomt til at nedtrappe spændingen.

- Vi vil have Rusland til at besinde sig og lægge en dæmper på gemytterne.

/ritzau/