Lidegaard til Putin: Vores smertegrænse er overskredet

Skrevet af admin

22/07/2014

Dagens topnyheder

Hvis ikke Rusland senest på torsdag samarbejder og giver internationale efterforskere fuld og uhindret adgang til vraget af det styrtede malaysiske fly i det østlige Ukraine, så vil EU tage fat på endnu skrappere økonomiske sanktioner mod Rusland.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) efter afslutningen af tirsdagens EU udenrigsministermøde i Bruxelles.

- Vores smertegrænse er klart nået. Og også overskredet.

- Det er uværdigt og også grotesk, at det nu er over fem dage siden, et fly blev skudt ned i Ukraine - og vi kan stadig ikke få adgang til det.

- Rusland skylder alle lande med borgere i flyet, at de kan få adgang. Hvis ikke det sker, så er det nødt til at få konsekvenser. Det er ikke så svært at afgøre: Kan vi få adgang, eller kan vi ikke få adgang?, siger Lidegaard.

Udenrigsministeren beskriver flystyrtet torsdag i sidste uge, hvor flyet MH17 tilsyneladende blev skudt ned af et missil affyret fra landjorden, som "en game changer" i de seneste mange måneders konflikt i Ukraine.

- Der er en anden stemning omkring bordet, siger Lidegaard og levner ingen tvivl om, at EU er klar til at indføre mere omfattende sanktioner mod finans-, våben- og energisektoren.

EU-Kommissionen er blevet bedt om at have det forberedende arbejde klar til et møde blandt EU-ambassadørerne i Bruxelles på torsdag - og hvis ikke Rusland samarbejder til den tid, ventes der indkaldt til et ekstra udenrigsministermøde eller EU-topmøde for at beslutte de nye sanktioner.

På torsdag ventes EU's sanktionsliste under alle omstændigheder at blive udvidet med personer og virksomheder i Rusland, der yder materiel og økonomisk støtte til at undergrave Ukraines territoriale integritet, uafhængighed og selvstændighed.

Samtidig vil der måske også på torsdag - eller senest ved månedens udgang - blive indført sanktioner mod russiske pengemænd, som er med til at finansiere eller selv drager økonomisk fordel af det russiske regime.

Også selv om de pågældende måske ikke har været direkte involveret i konflikten i Ukraine.

Lidegaard opfordrer Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at benytte lejligheden til at vende situationen.

- Putin har talt med to tunger. Han vil gerne løse konflikten med Ukraine. Samtidig fortsætter han med at pumpe våben ind i Ukraine.

- Der er nu også tab fra alle mulige lande fra hele verden, der er involveret i det her. Det burde også blive en game changer for Putin. Det er hans chance for at vise, at Rusland vil ud, siger Lidegaard.

/ritzau/