Lidegaard tror på ny præsident: Han vil samle Ukraine

Skrevet af admin

07/06/2014

Dagens topnyheder

Der er grund til optimisme i Ukraine, efter at Petro Porosjenko lørdag er blevet taget i ed som præsident og for alvor kan tage fat på arbejdet i det borgerkrigstruede land.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) efter at have overværet præsidentens indsættelsestale i det ukrainske parlament.

- Det har både været historisk og bevægende at høre indsættelsestalen og mærke begejstringen i Kijevs gader, siger Martin Lidegaard til Ritzau.

- Porosjenko gjorde det klart, at han vil være præsident for hele Ukraine. Hans tale handlede om, hvordan det østlige Ukraine skal være en del af Ukraine. Man skal have lov til at tale russisk, og man skal have lov til at bevare de lokale forskelle, siger ministeren.

At samle Ukraine er da også helt indiskutabelt den første og vigtigste opgave, præsidenten står overfor, påpeger Lidegaard.

- Hans største opgave bliver jo helt klart at sørge for at samle Ukraine, sådan at det her land ikke går op i konflikter og flammer, men får en fælles fremtid, der bygger på fred og velstand.

- Men det er klart, at det står og falder med, at man kan finde en model for fremtidens Ukraine, som kan gøre det muligt for ukrainerne både at have et stærkt forhold til EU - for det ønsker man.

- Men samtidig er man også nødt til at sikre, at man fortsat kan have økonomisk samkvem med Rusland. Så det kan ikke være et "enten eller". Det må blive et "både og", siger Martin Lidegaard.

Udenrigsministeren mener, at Danmark må øge aktiviteterne i Ukraine - og det samme må resten af Europa.

- Danmark har allerede skruet ganske markant op for sine aktiviteter her i Ukraine, og det forventer jeg vil fortsætte. Vi igangsætter et energiprogram i Ukraine, og vi allokerer flere midler til landet.

- Vi skal vise, at vi mener det alvorligt. Der er mange muligheder derovre. Vi skal vise, vi er deres venner, for det er nu, de har brug for det, mener Martin Lidegaard.

/ritzau/