Liget af en 25-årig rocker er fundet i Albertslund

Redaktionen

452 uger siden

|

06/09/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Liget af en 25-årig mand fra rockergruppen Satudarah er fundet i området omkring Orchidevej i Albertslund.

Det bekræfter Københavns Vestegns Politi sent tirsdag eftermiddag.

Manden har været forsvundet i en uges tid, og politiet efterforskede i forvejen hans forsvinding i forbindelse med en sag om bortførelse og mishandling.

I forbindelse med efterforskning af sagen dukkede store politistyrker mandag op i Ballerup i forbindelse med ransagninger i blandt andet Hedeparken.

- Vi efterforsker sagen som drab og i den forbindelse søger vi vidner, der inden for den sidste uge, har set mistænkelig aktivitet i området omkring Orchidevej i Albertslund og omkring Hedeparken 179 i Ballerup, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i en pressemeddelelse.

Ifølge Ekstra Bladet blev den 25-årig sammen med et andet medlem af Satudarah holdt indespærret og mishandlet i en uges tid - muligvis på grund af et økonomisk mellemværende i forbindelse med en narkohandel.

I søndags dukkede den anden mand op på skadestuen, hvorefter politiet blev involveret i sagen. Og tirsdag fandt man altså liget af den 25-årige.

Politiet oplyser tirsdag, at sagen handler om drab, frihedsberøvelse og mishandling. Af hensyn til sagens opklaring vil politiet ikke give flere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Natten til tirsdag blev to personer anholdt i sagen, og ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup blev de varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Grundlovsforhøret foregik bag såkaldt dobbeltlukkede døre, så offentligheden end ikke kan få at vide, hvad de nøjagtigt er sigtet for.

De pårørende til den 25-årige er blevet underrettet.

/ritzau/

Ads by MGDK