Lindøværftet: Kranfører sparkede sig ud af kran under vand

Skrevet af Ann Katrine Warren

11/01/2013

Dagens topnyheder

 

En fladbundet pram med en gravko væltede i aftes i Odense Fjord ud for Lindøværftet ved Munkebo. Ombord på prammen var en skibsfører og en kranfører. Manden i kranen endte under vandet, men på næsten mirakuløs vis fik begge mænd reddet sig i sikkerhed.

Prammen, der var lastet med sand og sten, var på vej mod land, da den omkring klokken 18 kæntrede på syv meter vand.

- Det kunne være endt rigtig galt. Kranføreren sad i gravkoen, som lå under vand, men han fik sparket et vindue ud og reddet sig selv. Skibsføreren kunne kravle ud af et vindue i siden af prammens førehus, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen, til Dagens.dk.

Kranføreren var noget kold og våd efter turen i vandet, men ellers var begge mænd uskadte efter uheldet.

Den kæntrede pram lækkede olie, så Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt og satte flydespærrer ud. Søværnets Operative Kommando og den maritime havarikommission er også underrettet om uheldet.