Skuespiller Lise Baastrup er nok mest kendt for sin rolle i TV 2s tv-serie Rita, hvor hun spiller den lidt kiksede, naive og idealistiske skolelærer Hjørdis, der arbejder sammen med Rita, som bliver spillet af Mille Dinesen.
Lise Baastrup har oplevet mange reaktioner efter sin rolle som Hjørdis. Læs mere på søndag.dk
Privat danner hun par med Kristoffer Harris, som hun har været kærester med i otte år. Og når man som Lise Baastrup arbejder som skuespiller – hun er fastansat på Aalborg Teater – så er det rart at have en kæreste der kender lidt til faget.
Jeg er blevet del af en skuespillerfamilie
Ikke fordi han selv arbejder som skuespiller eller instruktør, men fordi han er, hvad Lise Baastrup selv kalder for et skuespillerbarn – hans far er Kim Harris.
– Og på den måde blev jeg pludselig del af en rigtig skuespillerfamilie. For Kim Harris er søn af skuespillerparret Bende og Preben Harris, og selv om Kristoffer ikke er gået den vej, så er hans bror kommet ind på musical-akademiet, og nu er det så os to, der fører den tredje generation videre inden for scenekunsten, siger Lise Baastrup til SØNDAG og tilføjer:
– Det giver selvfølgelig også en særlig forståelse for, hvad det er, jeg laver, siger hun.
Skuespiller Pernille Højmark: Jeg spiser lykkepiller. Læs mere på søndag.dk
Ingen slinger i valsen når det kommer til tungekys
Det betyder, at hun ikke er nødt til at forklare sig når hun eksempelvis har kysset med en af sine skuespillerkollegaer.
– Jeg kan huske, da jeg begyndte på skuespillerskolen, og vi skulle til at vise vores første små forestillinger, hvordan jeg syntes, at jeg var nødt til at sige til ham: Du skal altså lige vide, at jeg skal tungekysse Peder, og hvordan han så bare sagde: Jeg er da fuldstændig ligeglad. Det har da ikke noget med mig at gøre, men med dit arbejde. Og jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg tænkte: Hvor er det dejligt, at det ikke er nødvendigt at forklare og forklare! Der har aldrig været nogen slinger i valsen der, siger hun.
Stor respekt for skuespillerpar
Lise Baastrup synes også, det er en fordel, at kæresten ikke er skuespiller, men det er samtidig en lige så stor fordel, at han er en kæreste, der ved, hvad det indebærer at være skuespiller.
– Jeg har tit sagt til kolleger, der er par, og hvor begge er skuespillere, at jeg har utrolig stor respekt for, at de kan få det til at fungere. Jeg ville ikke orke at skulle høre på noget fra min egen arbejdsplads, når jeg kom hjem. Jeg kan da bedre lide at komme hjem og høre om, hvad min kæreste skriver. Han sidder for tiden og skriver speciale om politik og immigration, og hvor jeg tænker, at det er nogle herlige og anderledes input at få fremfor at høre om, hvad der foregår i vores egen lille teaterkasse her, siger hun og fortsætter:
– Samtidig kan han rigtig godt lide at blive revet lidt væk fra sit skrivebord og komme ind og se nogle forestillinger på teatret.
Af Britta Bjerre, redigeret af Trine Fisker, SØNDAG/NewsDesk, Aller Media