Liverpool-manager appellerer til ro på bagsmækken

Skrevet af admin

25/10/2015

Dagens topnyheder

Jürgen Klopp er sulten efter sejre i sit nye job som manager i Liverpool, men den tyske træner appellerer til, at alt det hektiske omkring Liverpool bliver nedtonet.

- Det er kun et mål. Det er kun en fodboldkamp. Det er som om, det er den sidste ting i livet, og vi bliver nødt til at få ro på det, siger Jürgen Klopp til engelske BBC.

Liverpool var søndag tæt på at hente den første sejr i Jürgen Klopps regeringstid i klubben, som har budt på tre kampe foreløbigt.

Christian Benteke bragte med et kvarter igen Liverpool foran hjemme mod Southampton i Premier League, men Southamptons Sadio Mane fik udlignet kort før tid til slutresultatet 1-1.

Dermed lykkedes det ikke Jürgen Klopp at hente en sejr i sit tredje forsøg som Liverpool-træner.

Torsdag måtte Liverpool nøjes med 1-1 mod Rubin Kazan i Europa League, mens det forinden blev 0-0 mod Tottenham i ligaen.

Den tidligere Borussia Dortmund-træner erkender da også, at det hele kunne være bedre i øjeblikket.

- Selvfølgelig er dette øjeblik ikke det bedste i denne uge, fordi vi har tabt en masse energi. Southampton har ikke tabt ude, så det var hårdt arbejde for os. Vi scorede målet, og vi ønskede at vinde, men det skete ikke i aften, siger Klopp.

Tyskeren har taget den britiske presse med storm efter sin ankomst, og der er generelt store forventninger til, hvad han kan udrette i Liverpool over tid.

Klopp har også flere gange selv nævnt, at projektet i Liverpool kommer til at tage tid.

- Fodbold er ikke et eventyr. Nogle gange skriver vi historier, som ikke går i opfyldelse. Men disse gutter kan spille fodbold, de er teknisk og fysisk stærke, men man kunne se, hvor stor en skuffelse det (resultatet, red.) var, siger Klopp.

Liverpool ligger på niendepladsen i ligaen med 14 point, mens Southampton ligger lige over med samme antal point.

/ritzau/