Liverpool-manager: City er guldfavorit

Skrevet af admin

23/12/2013

Dagens topnyheder

Manchester City er favorit til at vinde Premier League i denne sæson.

Meldingen kommer fra Liverpool-manager Brendan Rodgers, hvis mandskab ellers fører ligaen - et point foran City.

- Jeg ser stadig på Manchester City som klar favorit til at vinde mesterskabet. De har den stærkeste trup og har utrolige ressourcer, siger Rodgers til BBC.

Netop City og Liverpool tørner sammen 26. december i Manchester til en meget imødeset topkamp.

Rodgers' store opgave lige nu er at holde spillerne nede på jorden. Liverpool har ikke vundet mesterskabet siden 1990, så euforien er stor i klubben for tiden.

- Vi kan aldrig tænke, at nu har vi løst koden. Du må være koncentreret og se på den næste kamp. Vi kan ikke blive selvtilfredse, siger Rodgers.

Hvis Arsenal i aften, mandag, på hjemmebane slår Chelsea i et andet topopgør, så overtager Arsenal førstepladsen fra Liverpool.

/ritzau/