Livstid til 21-årig rocker for drab på forkerte bror

admin

9 år siden

|

04/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Den dømtes unge alder er ikke en formildende omstændighed, da han med åbne øjne selv har søgt mod det kriminelle miljø, siger anklager Emil Folker fredag i Retten i Næstved.

Det viser sig, at retten er enig, og den idømmer den 21-årige Martin David Larsen fængsel på livstid.

Han er dømt for 9. december i 2013 at have skudt og dræbt den 22-årige Edin Fakic som led i en strid mellem rockerbanderne Bandidos og Westside Nation.

Anklagemyndigheden påstod livstid, da blandt andet rockerrelationen er en skærpende omstændighed.

- Det må formodes, at man i miljøet lader unge mænd, der endnu ikke har stiftet familie, begå de alvorligste forbrydelser, siger Emil Folker.

Martin David Larsen modtager sin dom med det samme smil, som har været på hans læber det meste af retssagen. Han virker upåvirket og smiler og vinker til tilhørerne.

Der har ikke været mange tilhørere til de andre retsmøder i sagen, men til domsafsigelsen er retslokalet fyldt. Cirka 30 venner og bekendte til den dømte har taget fri for at støtte deres kammerat.

Drabet skete med et enkelt skud fra en Husqvarna-maskinpistol, som ramte offeret i hovedet efter at være blevet affyret gennem en vinduesrude.

Samme nat som drabet fandt sted, blev våbnet fundet i en afbrændt bil i Kårup Skov. Ved bilen indsamlede politiet skoaftryk, og de aftryk viste sig senere at være identiske med sålerne på et par sko, der blev fundet hjemme ved Martin David Larsen.

Derudover har der været en omfattende aflytning af den dømte, og de samtaler har også været belastende for forsvarer Finn Walter Pedersens forsvar af den unge rocker.

Blandt andet hører man på en af optagelserne den dømte fortælle sin kæreste, at han har skudt en person, og at han modtog et "Expect no mercy"-mærke af Bandidos på et-års-dagen for drabet, fordi han havde "udgydt blod for klubben".

Retten vurderer, at Martin David Larsen ikke var alene om drabet, men at det er sket i forening med andre i Bandidos.

Forsvaret har anket dommen med påstand om frifindelse - subsidiært med påstand om mildere straf.

/ritzau/