LO hylder komponist og hjemløse med store priser

admin

|

25/10/2015

Dagens topnyheder

Fællesskab er fællesnævner for de to modtagere af hver 100.000 kroner, som LO uddeler i forbindelse med sin kongres.

Den ene modtager af LO-prisen er sangeren og sangskriveren Sebastian, der ifølge LO gennem årtier har "mindet os om, at vi som mennesker er en del af et fællesskab".

Den anden prismodtager er de hjemløses organisation Sand.

Sebastian, der egentlig hedder Knud Grabow Christensen, er kendt for sangene fra musicalen Skatteøen, Hodja fra Pjort og hits som "Du er ikke alene" og "Romeo".

Sand arbejder både på at skaffe flere boliger og væresteder til hjemløse og på at forbedre de økonomiske forhold for ikke mindst unge på den lave kontanthjælp.

Det er lidt usædvanligt, at LO uddeler to priser på 100.000 kroner. Sidst, prisen blev uddelt, var på LO-kongressen for fire år siden, hvor Cliff Kaltoft fra Landsforeningen af Væresteder var eneste prismodtager.

Tidligere har blandt andre Omar Marzouk, Niels Hausgaard, Bjarne Reuter, Cecil Bødker, Jesper Christensen, Jan Sonnergaard, Rasmus Lyberth, Tine Bryld og Erik Clausen modtaget prisen.

/ritzau/