Løkke afviser disrespekt for Folketinget i kvælstofsag

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at det er disrespekt for Folketinget, at han nægter at møde op i samråd eller svare på spørgsmål i folketingssalen om den omdiskuterede landbrugspakke og sin egen indblanding i tilblivelsen af den.

Det er helt normalt, at statsministre er med til at udforme regeringens politik, understreger han, efter at Berlingske har berettet, at han selv og embedsmænd fra Statsministeriet har deltaget i møder med Miljø- og Fødevareministeriet om netop landbrugspakken.

- Hvis det forhold, at jeg deltager i møder omkring forberedelser af regeringens politik også skulle betyde, at jeg skulle stille op i efterfølgende samråd, så skulle jeg stille op til samråd om alt. For jeg står bag regeringens politik i ét og alt, siger Lars Løkke.

Han skulle onsdag have besvaret spørgsmål fra Socialdemokraterne og Enhedslisten om, hvorfor det var nødvendigt for ham at deltage i møder om landbrugspakken.

Løkke meldte afbud til spørgetiden i folketingssalen med henvisning til "regeringsinterne forhold" og uddyber afbuddet:

- Det er sådan, at regeringen driver sit arbejde på den måde, at man samarbejder tværministerielt og blandt ministrene. Det har vi alle mulige regeringsudvalg til.

- Sådan foregår det i denne regering, og sådan har det foregået i alle tidligere regeringer, og sådan kommer det til at foregå i alle fremtidige regeringer.

Spørgsmål: Men hvorfor var det nødvendigt at mødes med embedsmænd fra Miljø- og Fødevareministeriet?

- Fordi ellers ville det være det eneste stykke politikområde overhovedet, som Statsministeriet ikke engagerede sig i. Det ville da være en mærkelig nedprioritering af lige præcis det område, siger Løkke.

Berlingske har også kunnet beskrive, at statsministeren har lagt et hidtil uset pres på både De Konservative og embedsværket under forhandlingerne. Men det afviser Løkke.

- Jeg kan bare sige, at vi i denne sag – ligesom i alle andre sager – arbejder for at gennemføre regeringens politik. En regering arbejder på den måde, at ministre og embedsmænd mødes på tværs af ressortområder.

- Det er der altså ikke noget som helst ekstraordinært i overhovedet.

Oppositionen tolker det som disrespekt for Folketinget, at Løkke ikke vil møde op til samråd og besvarelse af spørgsmål.

- Det er fuldstændig sædvane – som det også var hos min forgænger, og som man også kan finde andre historiske eksempler på. Når det handler om regeringens indre liv, er det en sag for regeringen, siger Løkke.

/ritzau/