Løkke citerer berømt forfatter: Giv aldrig op

Skrevet af admin

31/05/2014

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der har været under stigende pres de seneste uger efter endnu en bilagssag, har tilsyneladende ikke planer om at trække sig fra sin post inden et skæbnesvangert møde i partiets hovedbestyrelse tirsdag.

Lørdag formiddag lægger Lars Løkke Rasmussen den britiske forfatter Rudyard Kiplings digt "If" på Facebook. Digtet symboliserer evnen til at holde fast i modgang.

- Hvis du kan bli på post når man forlot deg og holde hodet klart når alt slår klikk, hvis du kan tro når alles tvil slår mot deg, men også våkent lytte til kritikk, lyder det blandt andet i digtet, som Lars Løkke har lagt på Facebook i en norsk oversættelse.

- Hvis du kan ta din tørn og ikke gi opp, men sette inn hver fiber i din kropp og holde ut når alt forstummer i deg unntagen viljens røst: "Gi aldri opp", lyder en anden passage af digtet af Kipling, der vandt Nobels litteraturpris i 1907.

Det virker stadig mere usikkert, om Lars Løkke Rasmussen kan fortsætte som Venstres formand, efter at den netop genvalgte europaparlamentariker Jens Rohde (V) fredag undsagde sin formand.

Sammen med formanden for Venstre i Viborg, Anders Jensen, tog Jens Rohde fredag bladet fra munden og meddelte Viborg Stifts Folkeblad, at den lokale partibestyrelse også ønsker Løkkes afgang.

Politiken skriver lørdag, at en række af Venstres folketingsmedlemmer overvejer at at trække deres støtte til Lars Løkke Rasmussen før tirsdagens hovedbestyrelsesmøde.

Ingen af dem ønsker dog at få deres navn i avisen, da de tilsyneladende ikke har afsluttet deres overvejelser, men ifølge Politiken håber, at Lars Løkke Rasmussen erkender, at hans opbakning i partiet er så spinkel, at han trækker sig inden hovedbestyrelsesmødet.

/ritzau/