Løkke efterlyser finansiering af kampfly fra Pape

Skrevet af admin

05/06/2016

Dagens topnyheder

De Konservative er det parti i Folketinget, som ønsker at indkøbe flest kampfly. Nu må partiets formand Søren Pape Poulsen selv fremlægge en finansiering for sit ønsket.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som afviser Søren Pape Poulsens kritik af, at regeringen vil finde penge til at købe kampfly for på Forsvarets materielbudget det næste årti.

Det vil udhule forsvarets økonomi, mener Søren Pape Poulsen.

- Jeg hørte godt talen, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Søren Pape Poulsen brugte en stor del af talen på økonomi. Jeg synes, han skulle have brugt lidt længere tid på, at give bud på hvordan han vil finansiere de mange ekstra kampfly han lægger op til at købe.

Regeringens udspil til Danmarks nye kampfly er, at der skal købes 27 fly af typen F-35. Indkøbsprisen alene ventes at blive på 20 milliarder kroner. Det udspil forhandler partierne i forsvarsforligskredsen nu om.

- Vi har lagt et bud frem, som ikke er udtryk for en oprustning eller en nedrustning. Det er et udtryk for, at vi ønsker at bevare den kapacitet, vi har i dag. Både til at forsvare Danmark, men også til at deltage i internationale operationer, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han mener, at finansieringen godt kan holdes inden for forsvarets budget:

- Vi har igennem mange år forberedt det danske forsvar på det, så forsvaret har brugt materielkontoen til at købe andet nødvendigt udstyr.

- Derfor vil der være en årrække frem, hvor man kan give hovedprioritet til købet af kampfly, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han afviser, at flykøbet vil udhule det danske forsvar:

- Nej tværtimod. Med den her beslutning lever vi op til det, der blev besluttet på Nato-topmødet i Wales, nemlig at vi stopper for nedskæringerne på forsvaret.

- Men det er fint, at der er andre, der har andre forslag. Det må de så underbygge med finansieringsforslag, siger Løkke.

/ritzau/