Løkke og Cameron vil flytte flygtningefokus væk fra EU

Skrevet af admin

22/09/2015

Mest læste i dag

Mens de øvrige europæiske ledere skændes videre om fordelingen af 120.000 flygtninge, vil Danmark og Storbritannien gøde jorden for et kursskifte i debatten:

EU skal rette fokus mod en større indsats i de områder, flygtningene flygter fra.

Den strategi vil den danske statsminister og hans britiske kollega, David Cameron, tage med til EU-topmødet om flygtningekrisen onsdag i Bruxelles, lyder det efter deres møde i Downing Street 10 mandag aften.

- Vi har begge det ønske, fornemmer jeg, at vi på onsdag kan flytte debatten, så den i højere grad handler om at gøre noget ved problemet i stedet for, hvordan vi flytter rundt på en del af problemet.

- Vi skal styrke indsatsen i nærområderne, og udvikle mekanismer, så vi kan skelne mellem flygtningene og økonomiske migranter, som vi ikke har plads til.

- På den måde skal vi sende et signal om, at Europas dør ikke bare står åben for alle, siger Lars Løkke Rasmussen.

En del af den britiske regerings argument for et skifte i debatsporet er, at Europa kun ser få procent af den samlede mængde krigsflygtninge. Det meget store flertal befinder sig i nabolande som Libanon, Tyrkiet og Jordan.

Cameron præsenterede sin plan for nærområderne med et besøg i en libanesisk flygtningelejr i sidste uge. Her annoncerede han også en plan om at give britisk asyl til 20.000 flygtninge fra regionale lejre over de kommende fire år.

De 20.000 flygtninge, som briterne selv vælger, er ikke en håndsrækning til EU's kommissionsformand, Jean Claude-Juncker, som fortsat kæmper med at få fordelt 120.000, som befinder sig i Europa. Den plan bidrager briterne ikke til.

Det gør Danmark, men i begrænset omfang, og aldeles frivilligt, som Løkke slår fast. Hverken Storbritannien eller Danmark er med i EU's fælles asylpolitik.

Den danske regering har givet løfte om at tage 1000 flygtninge.

Statsministeren understreger, at krigsflygtninge kun er en del af udfordringen, og aktuelt udgør syriske krigsflygtninge lidt under halvdelen af den samlede gruppe, der kommer til Danmark.

- Andre kommer med håb om et bedre liv, og det kan man godt sætte sig ind i, men det har vi ikke plads til.

- Hvis vi skal gøre noget ved det, så er vi nødt til at investere noget mere i de lande, hvor folk ikke har et håb om en bedre fremtid, men hvor vi også er nødt til at stille større krav, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han peger på, at den problematik må stå øverst på dagsorden, når der er topmøde mellem EU og Afrika til december.

/ritzau/