Løkke: Ryanair-afgange passede mig bedst

Skrevet af admin

22/02/2016

Dagens topnyheder

Der er fra flere sider stillet spørgsmål ved, om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som en bevidst provokation valgte at bruge luftfartsselskabet Ryanair, da han i vinterferien rejse på ferie til Malaga.

Særligt fagforbundet 3F har kritiseret statsministeren for at bruge det omstridte flyselskab, der nægter at indgå lokale overenskomster, midt under trepartsforhandlingerne.

Men Lars Løkke Rasmussen bedyrer i et svar på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til Socialdemokraternes Jeppe Bruus, at der ikke ligger nogen bevidst provokation eller politisk signal i valget af flyselskab.

Det skete slet og ret, fordi det nu engang var mest praktisk, forklarer han.

- Valget af flyforbindelser er sket ud fra, hvad der har passet bedst i forhold til varetagelsen af mine officielle forpligtelser, hedder det i svaret.

Her slår statsministeren også fast, at rejserne til og fra Malaga er betalt af ham selv.

Statsministeriet betalte dog, da statsministeren fløj fra Malaga til Bruxelles tur/retur for at deltage i mødet i Det Europæiske Råd om Storbritanniens ønsker til EU-samarbejdet.

- Denne returrejse blev efter fast praksis betalt af Statsministeriet, skriver statsministeren.

Fagbevægelsen og Ryanair indledte et større slagsmål sidste år, efter at Ryanair nægtede at tegne overenskomst for de ansatte på den nyoprettede base i København.

Fagbevægelsen vandt striden i Arbejdsretten, hvorefter Ryanair lukkede sin base. Selskabet flyver dog fortsat fra København - blandt andet til Malaga.

/ritzau/