LO's næstformand er for en fusion mellem LO og FTF

Skrevet af admin

24/04/2015

Dagens topnyheder

For første gang melder LO's næstformand Lizette Risgaard nu klart ud, at hun er tilhænger af en sammenlægning af LO og FTF til en stor, slagkraftig hovedorganisation.

- Jeg tror, at vi kan være en langt stærkere interessevaretager både på den politiske og fagpolitiske bane ved at danne en ny hovedorganisation, siger hun til Ugebrevet A4.

Lizette Risgaard advarer dog mod at træffe beslutningen hen over hovedet på medlemmerne.

- Det her skal ikke være et top-down-projekt. Vi skal bruge tid på at tale med baglandet og gøre hinanden trygge ved, hvad der vil ske, når vi engang trykker på knappen til en ny hovedorganisation.

- Men min vej er den vej. Der skal bare ikke være flere hundrede tusinder medlemmer, der ikke synes, at det er en god idé, og derfor er dialogen så vigtig, fastslår hun.

Lizette Risgaard er en af de tre kandidater til posten som formand for LO. Den nuværende formand, Harald Børsting, stopper til efteråret.

De to andre er HK-formand Kim Simonsen og formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther.

Fagforbundet FOA's formand, Dennis Kristensen, har tidligere peget på hende som en oplagt formandskandidat, men tidligere på ugen meddelte han, at han ikke kan støtte en kandidat, der er modstander af en ny fælles hovedorganisation.

LO og FTF har nedsat et udvalg, der skal pege på fordele og ulemper ved et giftermål mellem sygeplejerskerne, lærerne og socialrådgiverne i FTF og smedene, håndværkerne og sosu'erne i LO.

Om kort tid vil kongresudvalget komme med sin indstilling, hvorefter LO- og FTF-forbund skal diskutere med sig selv frem til kongresserne i efteråret.

Sporene fra en kuldsejlet fusion mellem Danske Regioner og KL skræmmer, og fejlen med ikke i god tid at tage baglandet i ed skal ikke gentages.

Som næstformand i LO har Lizette Risgaard pålagt sig selv at være tro mod den demokratiske proces, hvor 17 LO-forbund mener noget vidt forskelligt.

- Men når alt det er sagt, vil jeg gerne sige, at min retning går mod en ny hovedorganisation. Når vi kommer så langt, vil det give fin mening med en fusion, siger hun til Ugebrevet A4.

/ritzau/