Det var kulminationen på mange måneders uenigheder, da håndboldspilleren Lotte Grigel for nylig brød med barndomsklubben Team Esbjerg.
I et interview med TV2 Sport fortæller den 24-årige landsholdsspiller, at hun følte sig ignoreret af cheftræner Lars Frederiksen, efter at hun i januar forlængede sin kontrakt med klubben.
- Jeg havde en klump i maven og tænkte, at der er et eller andet, der er fuldstændig galt. Og den klump kom, hver gang jeg var til træning, hvor jeg konsekvent blev ignoreret.
- Der var total mangel på respekt. Det var ikke sådan, at der var mangel på kommunikation, der var ingen kontakt overhovedet, siger Lotte Grigel ifølge sporten.tv2.dk.
Efter en kamp i Odense, hvor playmakeren ikke fulgtes med resten af truppen hjem til det vestjyske, havde hun et møde med Thomas Hylle, der er sportschef i Team Esbjerg.
Her meddelte hun, at hun ikke ønskede at spille for klubben under Lars Frederiksen.
- Jeg lagde alle kortene på bordet. Jeg vil aldrig i mit liv spille under den træner igen. Jeg vil sige hertil og ikke længere. Vi er fem kilometer over min grænse, siger Lotte Grigel.
Hun spiller nu for den russiske klub Rostov-Don.
Lotte Grigel er en del af Danmarks bruttotrup til VM på hjemmebane i december.
/ritzau/