Lufthansa aflyser 45 flyvninger til og fra Danmark

Skrevet af admin

31/03/2014

Dagens topnyheder

Det vil komme til at kunne mærkes herhjemme, når den varslede pilotstrejke hos tyske Lufthansa først træder til.

Op mod 3800 flyafgange vil blive aflyst på grund af strejken, der kan finde sin indledning onsdag aften ved midnatstid. Det skriver branchesitet check-in.dk.

Ud af de ventede flyaflysninger er foreløbigt 45 flyvninger til og fra lufthavnene i København og Billund blevet annulleret.

Eksempelvis er der på ruten mellem København og München allerede blevet aflyst 14 afgange, mens ruten mellem København og Frankfurt indtil videre har 11 aflysninger.

Fra Billund til Frankfurt har Lufthansa på forhånd besluttet at annullere 20 flyafgange.

Op mod halvdelen af de varslede aflysninger vil ifølge check-in.dk finde sted onsdag den 2. april, hvorefter Lufthansa vil forsøge at gennemføre et større antal flyvninger i løbet af torsdagen og fredagen.

Ønsker berørte flypassagerer at tage en umiddelbar konsekvens af den varslede strejke, tilbyder Lufthansa refundering af flybilletten eller fri ombooking frem til den 30. september, hvis bookingen er foretaget senest den 28. marts.

Pilotstrejken hos det tyske flyselskab omfatter 5400 medlemmer af fagforeningen Vereinigung Cockpit og ventes at finde sted fra onsdag til fredag den 4. april.

/ritzau/