Luis Suarez starter VM på bænken for Uruguay

Skrevet af admin

13/06/2014

Dagens topnyheder

Uruguays største landsholdsstjerne Luis Suarez indleder VM på bænken, når sydamerikanerne lørdag åbner VM mod Costa Rica i gruppe D.

Det fastslår landstræner Oscar Tabárez på et pressemøde forud for Uruguays første opgør.

Tabárez listede fredag hele sin startopstilling op, og her afslørede han, at Edinson Cavani og veteranen Diego Forlán starter i front for Uruguay.

Dermed giver han Suarez lidt ekstra tid til at komme sig ovenpå en knæoperation, der blev foretaget den 22. maj.

- Vi ønsker ikke at presse ham på nogen måde. Vi har forberedt os på denne kamp uden Luis. Vi glæder os over, at han er ved at komme sig, men vi skal også være forsigtige.

- Der er endnu en dag til, at vi skal spille kampen, og det er lang tid i min verden. Der kan nå at ske mange ting, men hvis der ikke sker noget, så har jeg besluttet mig for hvem, der skal spille, siger Oscar Tabárez ifølge afp.

Liverpool-stjernen har på Twitter oplyst, at det går godt med knæet, men at det ændrer sig fra dag til dag.

Costa Rica formodes at være det svageste hold i gruppe D, hvor Uruguay også står over for England og Italien.

/ritzau/