Lykkelig Mexico-træner: En af de bedste dage i mit liv

Skrevet af admin

24/06/2014

Dagens topnyheder

Glæden er til at tage at føle på hos Mexicos landstræner, Miguel Herrera, som mandag førte sit hold videre til 1/8-finalerne ved VM i Brasilien.

Den karismatiske træner brød flere gange ud i vild jubel med sine spillere under 3-1-opgøret mod Kroatien. I næste runde skal mexicanerne op imod Holland, som gjorde rent bord i gruppe A.

- Det her er en af de lykkeligste dage i mit liv, siger Miguel Herrera ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mexico måtte vente til midtvejs i anden halvleg, før holdet kom foran på et mål af den rutinerede anfører Rafael Márquez. På 10 gyldne minutter udbyggede de grønblusede føringen til 3-0.

- Det var en hård fight, men mit hold klarede skærene, lyder det fra Miguel Herrera.

Mexico kunne klare sig videre fra gruppen med uafgjort, mens Kroatien var nødt til at vinde for at nå knockoutfasen.

Niko Kovac, landstræner for Kroatien, mener, at nederlaget var fortjent.

- Vi holdt kampen åben i lang tid, men to hjørnespark afgjorde kampen. Vi var ikke dårlige, men modstanderen var bedre end os i dag, fortæller træneren.

/ritzau/