Lyngby BK udvider klubkassen og bygger ny stadion

Skrevet af admin

14/03/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere superligaklub Lyngby BK vil gennemføre en kapitaludvidelse, så klubben - i samarbejde med kommunen - kan færdiggøre det nye Lyngby Stadion.

Sammen med Hellerup Finans vil 1. divisionsklubben rejse et tocifret millionbeløb. Et færdigbygget Lyngby Stadion skal ifølge klubben være med til at løfte holdet op i Superligaen og samtidig være til stor gavn for byen.

- Færdiggørelsen af Lyngby Stadion er alfa og omega for Lyngby Boldklub. Erfaringer fra hele landet viser, at et moderne fodboldstadion har en positiv effekt på både tilskuere, sport, virksomheder og bysamfund.

- Vores kapitaludvidelse skal gå til en færdiggørelse af Lyngby Stadion i samarbejde med kommunen, som vi har fået positive signaler fra, siger administrerende direktør i Lyngby BK, Brian Lemmeke, i en pressemeddelelse.

Lyngby BK skyder kapitaludvidelsen i gang, så snart projektet er godkendt hos Finanstilsynet. Pengene skal efter planen hentes ind fra den 1. maj 2014 og 12 måneder frem.

Første fase af det nye Lyngby Stadion blev gennemført i 2013.

/ritzau/