Lyngby og Vendsyssel dummer sig i 1. division

Skrevet af admin

13/03/2016

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Lyngby fik søndag en skuffende begyndelse på forårssæsonen i 1. division, Bet 25 Ligaen.

Topholdet måtte nøjes med 1-1 hjemme mod bundholdet Skive, der udlignede kort før tid.

Pointtabet er Lyngbys blot andet på hjemmebane i sæsonen.

Frederik Gytkjær bragte ellers Lyngby foran cirka ti minutter før tid, da han stod klar tæt ved målet og ekspederede et indlæg i nettet.

Få minutter før tid fik Skive udlignet, da Mathias Pedersens afslutning blev rettet af og gik i mål.

Trods pointtabet kom Lyngby tættere på oprykning til Superligaen.

Rækkens nummer to, Vendsyssel FF, tabte nemlig 1-3 ude til FC Roskilde, der havde Bajram Fetai i rollen som dobbelt målscorer.

Det var Vendsyssels andet nederlag i foråret, eftersom klubben tabte forårspremieren 0-1 ude til HB Køge.

Vejle, der også bejler til en af de tre oprykningspladser, tabte overraskende 1-2 hjemme til Næstved, mens HB Køge vandt 3-1 ude over FC Helsingør.

AC Horsens fik en 3-0-sejr og tre point for kampen mod FC Vestsjælland, men den blev ikke vundet på banen, men på skrivebordet.

FC Vestsjælland gik konkurs sidste år og taber klubbens resterende kampe i sæsonen med 0-3.

Lyngby topper 1. division med 42 point for 20 kampe.

Holdet har henholdsvis seks og syv point ned til Vendsyssel FF og AC Horsens, der indtager de to øvrige oprykningspladser.

/ritzau/