Lyngby vil spille med om superligaoprykning

Skrevet af admin

09/05/2014

Mest læste i dag

Lyngby har fundet sejrssporet i landets næstbedste fodboldrække og ligner et hold, der kan gøre sig gældende i kampen om de to oprykningspladser til Superligaen.

Fredag aften vandt holdet den tredje kamp i træk med 2-1 ude over det ellers stærke hjemmehold HB Køge, der fik en drømmestart.

Allerede i det fjerde minut bragte Simon Richter hjemmeholdet foran. Men det rystede ikke Lyngby, der skabte balance ved Bror Blume efter 21 minutter. Efter en halv time scorede ligaens suveræne topscorer, Patrick Mortensen, sit 20. sæsonmål til 2-1 for Lyngby efter en halv time af første halvleg.

Med sejren cementerede Lyngby sin position som nummer tre med 50 point for 27 kampe, mens topholdene Hobro og Silkeborg har henholdsvis 52 og 51 point for 26 kampe inden deres møde fredag aften.

På fjerdepladsen ligger Brønshøj, der fredag vandt 3-1 på udebane over Hvidovre. Valon Ljuti bragte Brønshøj foran efter tre minutter, inden Nicholas Marfelt udlignede midt i første halvleg. Efter pausen sørgede Casper Henningsen og Mikkel Christensen for Brønshøjs mål.

"Hvepsene" har nu 45 point for 27 kampe.

/ritzau/