Mål: Bendtner fortsætter jagten på Jon Dahl i Frankrig

Skrevet af admin

26/03/2015

Dagens topnyheder

29 mål i 65 landskampe lyder statistikken for Nicklas Bendtner efter onsdagens hattrick i 3-2-sejren over USA i Aarhus.

Dermed er der lidt kortere vej op til målrekorden på fodboldlandsholdet, som indtages af Jon Dahl Tomasson og Poul "Tist" Nielsen, der begge har lavet 52 mål i rødt og hvidt.

Bendtner har længe jagtet rekorden og tror med de tre friske kasser endnu mere på, at han kan score flest mål af alle på landsholdet.

- Et af mine mål er at slå målrekorden. Så jo flere mål, jeg scorer, jo tættere kommer jeg. Jeg ved godt, det er utroligt svært, og det er langt ude i fremtiden.

- Det er en stor rekord, som Jon i øjeblikket holder. Men det hjalp da selvfølgelig på det at score tre mål i en kamp, siger Bendtner.

I testkampen mod USA lykkedes det meste for Bendtner, som i overtiden modtog en pasning fra Christian Eriksen og lavede et af karrierens smukkeste mål.

- Det første var rimelig nemt. Det er måske det nemmeste mål, jeg har lavet. Ved det andet handlede det om at finde en god position i feltet og få en god kontakt på bolden, hvilket lykkedes fint.

- Ved det tredje mål, så lykkedes mit løb, som jeg tidligere i kampen havde forsøgt fire-fem gange, hvor bolden ikke var faldet.

- Så det var selvfølgelig dejligt, at den faldt på det tidspunkt, så jeg kunne lave en god afslutning i det lange hjørne, forklarer Bendtner.

Nu venter der søndag en langt vanskeligere modstander, når Danmark på udebane møder Frankrig i endnu en testkamp.

- Det bliver en meget anderledes kamp. Frankrig kommer til at have bolden mere end de hold, som vi plejer at spille mod.

- Frankrig er et fantastisk hold, så jeg tror, det bliver en svær kamp, siger Bendtner.

Wolfsburg-angriberen nåede med de tre mål op på en syvendeplads på rekordlisten ved siden af Henning Enoksen, som også har nettet 29 gange.

/ritzau/