Ishockeylandsholdet er ankommet til Sankt Petersborg forud for torsdagens VM-kvartfinale mod Finland.
Danskerne testede kamparenaen under et let træningspas onsdag aften, hvor den fire timer lange togtur fra Moskva blev kørt ud af benene.
Besøget i millionbyen ved Neva-floden bliver under alle omstændigheder ganske kort, for kampen mod finnerne er den eneste, Danmark kommer til at spille i Yubileiny Sport Palace.
Spørgsmålet er bare, hvor turen går hen på fredag.
Enten bliver det en flyvetur til København og sommerferie, eller også skal danskerne igen stuves ind i hurtigtoget og køre retur til Moskva, hvor holdet spillede gruppekampene, og hvor semifinaler og finale bliver afviklet i den kommende weekend.
- Vi skal tilbage til Moskva, det er der ingen tvivl om, siger backen Stefan Lassen.
- Det bliver hårdt, men vi har slået dem før, så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det igen, spørger den hårdføre forsvarer, der i klubregi spiller i Pelicans, som hører hjemme i den finske by Lathi.
Lassen henviser til sejren i 2010, den eneste gang Danmark har slået Finland i en betydende kamp.
4-1-triumfen i Köln lagde grunden til det første danske indtog i en VM-kvartfinale.
- Selv om det er længe siden, kan vi godt bruge det resultat til noget, siger Lars Eller, der også var med for seks år siden.
- Da beviste vi, at det godt kan lade sig gøre. Det skal vi have i baghovedet. Hvis vi rammer dagen, og alting flasker sig, så kan vi godt vinde, men selvfølgelig er Finland favorit, lyder det fra den danske NHL-stjerne.
Kvartfinalen begynder klokken 15.15 torsdag eftermiddag.
/ritzau/