Måling: Provestlige partier står til at vinde i Ukraine

Skrevet af admin

26/10/2014

Mest læste i dag

De provestlige partier står til at vinde det ukrainske parlamentsvalg, fremgår det af en valgstedsmåling.

Dermed står den ukrainske præsident Petro Porosjenkos politiske blok til at få størst indflydelse i parlamentet, hvor prorusserne altså til gengæld får mindre indflydelse.

Præsidentens blok står til at få 23 procent af stemmerne, mens premierminister Arsenij Jatsenjuk og hans parti Folkefronten står til at få 21 procent.

Det var på forhånd ventet, at præsidentens Solidaritetsparti og dets allierede Udar-parti ville stå som sejrherrer, når stemmerne er talt op.

Generelt klarede de provestlige partier sig godt, mens gruppen Stærkt Ukraine står til at få knap otte procent af stemmerne.

Gruppen er en sammenslutning af oligarker og politikere, der støttede den tidligere præsident Viktor Janukovitj, der blev drevet fra posten under gadeprotester i hovedstaden Kijev i vinter.

Siden har en vestligt-orienteret regering under ledelse af Petro Porosjenko taget over, og halvøen Krim har revet sig løs og er nu annekteret af Rusland.

Præsidenten håber på, at stemmefordelingen giver ham et stærkt mandat til at forfølge planen om at slutte konflikten i det østlige Ukraine.

Her har flere prorussiske separatister indtaget Donetsk og Lugansk og agter at afholde valg den 2. november med henblik på at udråbte selvstændighed.

Det må dog ses som en bet for præsidenten, at Stærkt Ukraine ser ud til at få plads i parlamentet, da partiet forud for valgdagen balancerede omkring spærregrænsen på fem procent.

Valget blev stort set boykottet af de prorussiske oprørere i den østlige del af Ukraine.

/ritzau/AFP