Måling: Ringe opbakning til Løkke blandt Venstre-vælgere

Skrevet af admin

09/05/2015
Polfoto

Dagens topnyheder

Det kunne lige så godt være Søren Gade som Lars Løkke Rasmussen, der skal være formand for Venstre, hvis man spørger partiets vælgere. Det viser en måling Gallup har foretaget for Berlingske.

Gallup har spurgt, hvem de vælgere, der stemte på Venstre ved sidste valg, foretrækker som formand for Venstre. Og det er et mudret resultat, der er kommet ud af det spørgsmål.

Målingen viser, at 35 procent af de adspurgte peger på partiets nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen. Det samme antal mener, at den bedst egnede formand er Søren Gade, der 1. maj offentliggjorde, at han stiller op til næste folketingsvalg.

Partiets næstformand, Kristian Jensen, er i 14 procent af partiets vælgeres øjne den bedste kandidat.

Næstformanden var angiveligt tæt på at vælte formanden på et ekstraordinært krisemøde i Odense sidste sommer, men formanden beholdt sin post efter en aftale om et formandskab.

Derudover er der fire procent, der har en fjerde kandidat i tankerne, mens 14 procent er i tvivl.

Gallup har i samme måling spurgt, om de adspurgte mener, at Venstre har lagt tilstrækkelig konkret politik frem, som partiet vil gennemføre efter et valg.

Her svarer hver fjerde Venstre-vælger, at det ikke er tilfældet. 21 procent er i tvivl, mens 52 procent er tilfreds med, hvad partiet har fremlagt.

I målingen er der også spurgt, om Lars Løkke Rasmussen bør gå af i tilfælde af et valgnederlag. Det mener et flertal på 55 procent af vælgerne, at han bør. Kun 29 procent mener, at han kan fortsætte efter et eventuelt valgnederlag.

De adspurgte i målingen er også blevet spurgt, om Lars Løkke Rasmussens bilagssager har svækket lysten til at stemme på partiet. Her svarer 36 procent, at det har det.

/ritzau/