Måling: Venstre i knæ - blåt flertal er væk

Skrevet af admin

02/06/2014

Mest læste i dag

Vælgerne flygter i hidtil uset hast fra Venstre.

Ifølge en ny måling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV2, vil blot 14,5 procent af danskerne sætte krydset ved Lars Løkke Rasmussens parti, hvis der var valg i morgen.

Det er den laveste opbakning, Megafon nogensinde har målt Venstre til. Samtidig er Lars Løkke Rasmussens "livsforsikring" - udsigten til, at blå blok vil vinde næste valg - også væk, hvis man skal tro målingen.

Den viser, at vælgerne nu rykker over midten i en grad, så det blå flertal blandt vælgerne er væk. Mandatfordelingen er nu ifølge målingen 90 til rød blok og 85 mandater til blå blok.

Målingen kommer efter en weekend, hvor de lokale venstrefolk i flere kommuner især i Jylland er stået åbent frem med budskabet om, at de ikke længere støtter Lars Løkke Rasmussen som formand.

I Venstre-toppen og baglandet vil man formentlig også se med stor bekymring på, at målingen samtidig gør Socialdemokraterne til det suverænt største parti på Christiansborg.

Selvom Helle Thorning-Schmidt har kæmpet med kritik for løftebrud og kontante reformer, så er Socialdemokraterne i målingen over valgresultatet fra 2011. 25,1 procent ville sætte krydset ved liste A, hvis der var valg i morgen.

Den opsigtvækkende måling kommer efter flere uger med krise og massiv intern kritik i Venstre, efter at det er kommet frem, at partiet har afholdt udgifter for Lars Løkke Rasmussen til flybilletter til familien og for tøj og rengøring efter rygning på hotelværelser.

Sagerne har fået en lang række af Venstres kommuneforeninger til de seneste dage at trække støtten til Lars Løkke. Tirsdag samles Venstres hovedbestyrelse i Odense for at drøfte partiets krise.

Forud for mødet har Venstre i Viborg indstillet til, at hovedbestyrelsen indkalder til et ekstraordinært landsmøde, så der kan vælges en ny formand.

Det kræver dog opbakning fra en tredjedel af medlemmerne i hovedbestyrelsen, og det er indtil videre uvist, om så mange vil stille sig bag ønsket fra Venstre i Viborg.

/ritzau/