Målscorer Ehlers ærgrer sig over brændte chancer

Skrevet af admin

24/10/2015

Dagens topnyheder

Nikolaj Ehlers høster store roser for sine præstationer i NHL indtil videre, og natten til lørdag dansk tid kom han for anden gang på scoringstavlen for Winnipeg Jets.

Trods den danske scoring tabte det canadiske hold med 3-4 efter overtid til Tampa Bay Lightning, og efter kampen ærgrede 19-årige Ehlers sig over et par brændte chancer.

- Det er irriterende, de ikke går ind, men sådan er det nogle gange, siger danskeren til klubbens hjemmeside.

Det var især to gode chancer, hvor Ehlers manglede den sidste skarphed, modsat ved sin udligning til 1-1 i første periode, men generelt leverede han igen en flot indsats sammen med sin kæde, som han efterhånden er spillet godt ind i.

- Vi har spillet sammen siden sæsonstarten, og jeg tror, vi alle bliver mere og mere komfortable i forhold til at spille sammen. Det er godt, og vi skal bare fortsætte, lyder det fra Ehlers.

Man så den gode indbyrdes forståelse ved danskerens scoring til 1-1, hvor han flot blev sat op af kædekammeraterne Mark Scheifele og Mathieu Perreault på et kontraangreb.

Nikolaj Ehlers står noteret for to mål og tre assist i sine syv første kampe i NHL siden debuten i første runde i denne sæson.

/ritzau/