Forside Nyheder Mænd får livstid for drab på systemkritisk journalist

Mænd får livstid for drab på systemkritisk journalist

Mænd får livstid for drab på systemkritisk journalist

En domstol i Moskva har mandag idømt to mænd fængsel på livstid for drabet på den russiske journalist Anna Politkovskaja, skriver nyhedsbureauet Interfax ifølge Reuters.

Mændene er to af de fem personer, der i sidste måned blev kendt skyldige i at have forberedt og gennemført drabet i 2006.

Et nævningeting fandt i maj fire af de tiltalte skyldige i at organisere nedskydningen af den systemkritiske Politkovskaja foran hoveddøren til den ejendom, hun boede i, mens den femte blev kendt skyldig i at have udført drabet.

Det er drabsmanden, Rustan Makhmudov, og hans onkel, som organiserede drabet, der er idømt fængsel på livstid.

De tre andre fik domme på mellem 12 og 20 års fængsel, rapporterer nyhedsbureauet RIA.

Politkovskaja skaffede sig indflydelsesrige fjender som følge af sine frygtløse artikler og udstilling af forbrydelser mod menneskeheden, som udførtes af Kreml-tro bevæbnede grupper i Tjetjenien.

Drabet på Politkovskaja, der var journalist på den liberale avis Novaja Gaseta, som kritiserede Kremls taktik i Tjetjenien, chokerede verden.

Efterforskerne mangler fortsat at finde ud af, hvem der har beordret drabet.

En tidligere retssag, der omfattede flere af de nu dømte, endte med frifindelser i 2009.

En tidligere politimand, Dmitrij Pavliutjenkov, som var anklaget for at have overvåget Politkovskaja, så det var muligt at dræbe hende, blev i 2012 idømt 11 års fængsel.

/ritzau/Reuters

Ads by MGDK