To mænd stikker 38-årig flere gange med kniv ved umotiveret overfald

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

En 38-årig fængselsfunktionær blev tirsdag aften passet op af to mænd, som stak ham tre gange med kniv, før de løb fra stedet.

Overfaldet fandt sted i Rantzausgade på Nørrebro i København.

- De to mænd stopper ham, da han kommer gående og spørger ham, hvad han laver dér. Det vil han ikke svare på, og så stikker de ham tre gange med en kniv, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen.

Offeret bliver ramt tre gange - to gange i brystet og én gang lige over bæltet.

- Men der er tale om overfladiske stik, og han har ikke på noget tidspunkt være i livsfare, siger Kenneth Jensen.

Politiet kender tirsdag aften ikke motivet til overfaldet.

- Men det er klart, at det indgår i vores overvejelser, om det kan have noget med hans job som fængselsfunktionær at gøre. Det er noget af det, vi skal undersøge nærmere, siger den centrale efterforskningsleder.

Efter overfaldet flygtede de to mænd i en grålig bil ad Skyttegade mod Griffenfeldsgade.

Den 38-årige er efter endt behandling på Rigshospitalets Traumecenter bragt til Station Bellahøj, hvor han skal afhøres nærmere om episoden.

/ritzau/