Mærsk-aktier ryger i vejret efter positivt regnskab

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Investorerne tager godt imod tirsdagens regnskab fra olie- og rederigiganten A.P. Møller - Mærsk, da såvel selskabets A som B-aktie lukker med en stigning på 4,9 procent på fondsbørsen i København.

Stigningen sker efter tirsdagens nyhed om, at A.P. Møller - Mærsk opjusterer forventningerne til 2014 fra et overskud på fire milliarder dollar til nu 4,5 milliarder dollar.

Det svarer til et forventet resultat på 25 milliarder kroner og er et løft i udsigten på 2,8 milliarder kroner.

Opjusteringen kommer efter et meget tilfredsstillende halvår, lyder det fra topchefen i A.P. Møller - Mærsk, Nils Smedegaard Andersen.

I første halvår af 2014 lød resultatet før skat på 2,4 milliarder dollar - svarende til omkring 13 milliarder kroner.

Med stigningerne endte Mærsk-aktierne øverst i C20 Cap foran Vestas. Nederst i tirsdagens handel var Jyske Bank, William Demant og FLSmidth, der alle oplevede kursfald.

/ritzau/