Magnussen-boss efterlyser ledertype hos Renault

Skrevet af admin

08/08/2016

Dagens topnyheder

Kevin Magnussen og Jolyon Palmer sidder på de to Formel 1-sæder hos Renault i denne sæson, men det er langt fra sikkert, at sammensætningen også ser sådan ud i 2017.

Den sportslige chef hos Renault, Cyril Abiteboul, siger således til Autosport.com, at man gerne ser en ledertype som førstekører.

- Fra Renaults perspektiv leder vi efter folk, der ønsker at være en del af vores langtidsprojekt. De skal kunne optræde som ledere og ambassadører for brandet og som leder for teamet, siger Cyril Abiteboul.

Magnussen og Palmer er henholdsvis 23 og 25 år og har sparsomt med Formel 1-erfaring, men på sigt kan de vise deres lederevner frem, mener Abiteboul.

- Det er selvfølgelig ikke nemt, når man er ung. Der vil komme mere fra dem (Magnussen og Palmer, red.) i forbindelse med deres engagement og evner til at udfylde rollen som ledere. Det behøver vi, siger han.

- Når jeg ser på alle de store hold, har de alle lænet sig op ad karismatiske lederskikkelser som Sebastian Vettel, Michael Schumacher og Nico Rosberg, og det har vi også brug for.

- Jeg siger ikke, at de (Magnussen og Palmer, red.) ikke har evnerne til at blive sådan, men vi har brug for det på et tidspunkt, tilføjer Abiteboul.

Renault er kun noteret for seks point i denne sæson. Dem hentede Magnussen i Ruslands grand prix.

/ritzau/