Magnussen efter 12.-plads: Vidste det ville blive svært

Skrevet af admin

11/05/2014

Dagens topnyheder

En 12.-plads i grandprix'et søndag efter en 14.-plads i kvalifikationen dagen før blev facit for Kevin Magnussen efter en weekend på Circuit de Barcelona-Catalunya i Spanien.

Danskeren, der sluttede lige bag McLaren-kollegaen Jenson Button, er ikke helt overrasket over, at han ikke formåede at slutte højere oppe i feltet.

- Hvis vi i dag havde startet som en seks-syv-stykker, hvor vi burde, så er jeg sikker på, at vi havde fået gode point. Jeg vidste, at det ville være svært nede fra 14. position. Mellemfeltet er meget lige, så der er ikke mange chancer for at komme fremad, siger Kevin Magnussen til eb.dk.

- Det er lidt en skam, at der ikke var større forskel på prime- og optiondækkene, som var meget lige i deres præstation. Så er det svært at gøre den store forskel med strategien, siger danskeren.

21-årige Kevin Magnussen har i de seneste tre grandprixer ikke formået at komme blandt de 10 bedste, der får VM-point.

Det samme er tilfældet for Jenson Button, og McLaren har i det hele taget kæmpet for at få gjort bilen nogenlunde konkurrencedygtig.

De to teamkammerater kom i øvrigt lidt for tæt på hinanden tidligt i løbet.

- Jeg havde faktisk en ret god første halve omgang, men i sving 13 kommer Jenson og jeg ind side om side. Jeg kører ind i perlegruset og mister linjen. Sebastian (Vettel) ser mig ikke, men jeg havde ingen steder at køre hen.

- Vi rører hinanden, og han lukker fuldstændig døren for mig. Heldigvis var der ingen skade, og vi kunne begge køre videre, siger Kevin Magnussen til eb.dk.

Danskeren blev nummer to i sæsonens første grandprix i Australien, og i det efterfølgende grandprix i Malaysia hentede han to point via en niendeplads.

Lewis Hamilton vandt grandprixet i Barcelona, og med den fjerde sejr i træk overtager briten føringen i VM-stillingen fra Mercedes-teamkammeraten Nico Rosberg fra Tyskland.

Hamilton har 100 point, mens Rosberg følger lige efter med 97 point.

Kevin Magnussen er nummer ni med 20 point.

/ritzau/