Da Formel 1-feltet fredag trænede på den nye Sotji Autodrom i Rusland, var det med en overraskende hurtig tid af danske Kevin Magnussen, der var næsthurtigst af alle i den anden træning.
Det kom bag på danskeren, der da heller ikke er helt overbevist om, at det også er det reelle styrkeforhold, at kun Lewis Hamilton er stærkere end ham i Rusland.
- Det er stadig for tidligt at sige noget definitivt, for vi ved ikke, om dagens resultater giver det sande billede. Vi må vente og se, hvad der sker i morgen, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.
Lørdag venter endnu en træning - og kvalifikationen til søndagens løb. Og kan lørdag og søndag leve op til fredag, bliver det en stor weekend for McLaren.
- Det var en god dag for os, og bilen føles god. Men, det er en spritny bane, så det er svært at være sikker på, hvor vi virkelig står, for vi arbejdede mere på vores setup end på selve farten, siger Kevin Magnussen.
Han kalder banen god med en "ret god" overflade, og han nyder at køre på den.
- Men banen er faktisk anderledes, end jeg følte det i simulatoren og i forhold til de indtryk, jeg dannede mig, da jeg gik på den i går. For at være ærlig, er den bedre, siger Magnussen.
Kevin Magnussen og de øvrige Formel 1-kørere forsøger at koncentrere sig om opgaverne i det russiske, men de tænker hele tiden meget på deres kollega, Jules Bianchi.
Franskmanden forulykkede i sin bil i sidste weekends Grand Prix på Suzuka-banen i Japan, han har pådraget sig hjerneskader og befinder sig fortsat i en kritisk tilstand, som dog beskrives som stabil.
- Jules er rigtig meget i vores tanker, og vi tænker alle stadig på ham og håber det bedste, siger Kevin Magnussen.
Magnussen blev femmer i fredagens første træning og nummer to i den anden. Holdkammeraten Jenson Button blev nummer tre i den første og seks i den anden.
/ritzau/