Magnussen efter to point: Det må jeg være tilfeds med

Skrevet af admin

09/06/2014

Dagens topnyheder

Kevin Magnussens McLaren-racer manglede den afgørende fart til at overhale konkurrenterne i søndagens canadiske grandprix, så niendepladsen og de to dertilhørende VM-point kunne han være nogenlunde tilfreds med.

- Der var ikke så meget at gøre. Jeg fik ikke den bedste første omgang og mistede en placering. Vi havde ikke hurtigheden til at komme forbi de andre, og så måtte jeg håbe på, at der kunne ske noget til sidst.

- Jeg fik to point, og inden løbet sagde jeg, at vi skulle være tilfredse med point, så sådan er det, siger Magnussen til TV3+.

Magnussen var på vej mod en 11.-plads og nul point, men profiterede af, at Felipe Massa (Williams) på sidste omgang bragede ind i Sergio Perez (Force India), så begge udgik med et kæmpe brag.

Danskerens teamkammerat, briten Jenson Button, profiterede også af ulykken, og han endte som nummer fire.

Dermed er Button på en samlet syvendeplads i VM-stillingen 20 point foran Magnussen, der er samlet nummer ni.

Overordnet beskriver Magnussen grandprixet som "en smule udfordrende og frustrerende".

- Det er hårdt, når man er nødt til fokusere på at holde øje med dækkene. Jeg kæmpede med Vergne i lang tid mod slutningen af løbet, men jeg havde bare ikke hurtigheden til at komme forbi, siger Kevin Magnussen.

Jean-Eric Vergne fra Toro Rosso sluttede på ottendepladsen i grandprixet - cirka 1,2 sekunder foran danskeren.

Montreal-løbet blev vundet af australske Daniel Ricciardo (Red Bull), der ellers indledte løbet som sekser. Det var hans første sejr nogensinde i Formel 1.

Den VM-førende Nico Rosberg (Mercedes) blev nummer to og udbyggede sin samlede føring til rivalen og teamkammeraten Lewis Hamilton. Briten udgik af løbet på grund af problemer med køretøjet.

Rosberg topper med 140 point. Hamilton har 118.

/ritzau/