Lige nu læser andre
Kevin Magnussen havde god fart i sin McLaren-racer, da Formel 1-feltet fredag eftermiddag afviklede den anden træning forud for søndagens grandprix på Hockenheim i Tyskland.
Danskeren satte med tiden 1.18,960 minutter femtebedste tid. Han var 0,619 sekunder efter Mercedes-køreren Lewis Hamilton, der kørte bedste tid.
Den førende i VM-stillingen, Nico Rosberg (Mercedes), var næstbedst, og efter ham kom australieren Daniel Ricciardo (Red Bull) og den finske Ferrari-kører Kimi Räikkönen.
Nico Rosberg var hurtigst under fredagens første træning.
Læs også
Kevin Magnussens teamkammerat, briten Jenson Button, blev nummer syv ved den anden træning.
Dermed byttede Magnussen og Button plads i forhold til deres placeringer i den første træning tidligere fredag, hvor briten blev nummer fem, mens danskeren indtog syvendepladsen.
Kevin Magnussen er blevet nummer syv ved de to seneste grandprixer i Østrig og England, men han har udtrykt håb om en bedre placering i søndagens løb på Hockenheim.
Efter ni grandprixer er danskeren samlet nummer ni i VM-serien med 35 point. Jenson Button er nummer otte med 55 point.
De to Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton er henholdsvis nummer et og to med en forskel på kun fire point.
/ritzau/