Magnussen er syvendebedst i første træning på Spa

Skrevet af admin

22/08/2014

Mest læste i dag

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen havde syvendehurtigste tid i den første træning på Spa-banen i Belgien forud for søndagens grandprix.

Danskeren var i sin McLaren halvandet sekund langsommere end Nico Rosberg, der kun var et mulehår hurtigere end sin teamkammerat i Mercedes - Lewis Hamilton

Kevin Magnussens holdkammerat Jenson Button besatte fjerdepladsen lige bag Fernando Alonso (Ferrari). Magnussen var et halvt sekund langsommere end sin holdkammerat.

De seneste fire års verdensmester Sebastian Vettels tid rakte til en placering som nummer 11, to pladser bag holdkammeraten hos Red Bull, Daniel Ricciardo, som vandt det seneste grandprix i Ungarn.

Mercedes har vundet ni af sæsonens foreløbig 11 grandprixer og Nico Rosberg fører VM-serien med 202 point, mens Lewis Hamilton på andenpladsen har 191.

Formel 1-kørerne træner igen fredag eftermiddag og lørdag formiddag inden kvalifikationen til søndagens grandprix.

/ritzau/