Magten skal fra ministerierne tilbage til Folketinget

Skrevet af admin

14/02/2015

Dagens topnyheder

Folketinget skal have større muskler, og det skal ske ved, at ministeriernes udregninger og vurderinger skal kunne gås efter i sømmene af uvildige eksperter.

For som det fungerer i dag, kan Folketinget ikke konkurrere med den viden, som embedsværket tilbyder de skiftende regeringer, mener Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S).

- Vi kan ikke i Folketinget matche centraladministrationen på viden, siger han til Berlingske og fortsætter:

- Hvis Folketinget fortsat skal kunne fungere som kontrolorgan, som forfatningen siger, skal man kunne stole på, at vi fra centraladministrationen via ministrene får korrekte og fyldestgørende oplysninger. Det, vi har oplevet, er, at det ikke altid sker.

Derfor bør Folketingets udvalg i højere grad end i dag have mulighed for at udfordre de juridiske vurderinger og økonomiske beregninger, som en regering får lavet af sit embedssystem.

Ifølge Berlingske er Lykketoft parat til at afsætte penge til, at Folketinget kan købe sig til en såkaldt "second opinion" hos eksperter udefra, og det får opbakning fra blandt andre 1. næstformand i præsidiet, Bertel Haarder (V).

Et eksempel, der har fået Folketingets Præsidium til at ville afdække muligheden for uvildige undersøgelser bestilt af Folketinget, er børnecheck-sagen. Her fratog den tidligere VK-regering 2700 EU-borgere deres ret til fuld børnecheck, selv om jurister i Pensionsstyrelsen og i Justitsministeriet advarede om, at det var ulovligt.

Advarslerne blev nemlig redigeret ud af regeringens embedsmænd i de svar, der blev sendt videre til Folketinget, der dernæst intetanende vedtog loven i december 2010.

Lykketofts initiativ kan være fornuftigt, men er ikke et ukompliceret, vurderer juraprofessor ved Københavns Universitet Michael Gøtze.

- Fordelene er, at Folketinget som parlament og kontrolinstans styrkes vidensmæssigt. Problemet kan være, at man som led i den øvelse er med til at legitimere og fastholde det, der i virkeligheden er problemet, nemlig at embedsmænd laver politisk spin på jura og fakta. Vi bevæger os dermed i retning af, at det bliver ok, at man ikke føler, man kan stole på regeringsapparatet, siger han til Berlingske.

/ritzau/