Makienok er med i truppen til søndagens New Firm

Skrevet af admin

30/11/2013

Mest læste i dag

Efter næsten to måneders pause er Brøndby-topscorer Simon Makienok igen blevet klar efter en skade.

Angriberen er i hvert fald med i truppen til opgøret mod FC København søndag.

Hans seneste kamp for Brøndby i Superligaen daterer sig tilbage til 6. oktober, hvor han bragte sin klub foran 1-0 mod FC Nordsjælland, inden han måtte lade sig udskifte efter en times spil.

Ligeledes meldt klar er Christian Nørgaard og Michael Almebäck, ligesom Kenneth Zohore er tilbage efter karantæne.

Fordi både Martin Albrechtsen og Mikkel Thygesen er ude med skader, får Thomas Kahlenberg lov til at bære anførerbindet.

Hos FC København mangler Rurik Gislason, fordi han har karantæne, og så er Fanendo Adi valgt fra til den 20-mandstrup, som Ståle Solbakken har udtaget.

Igor Vetokele, der ikke var med mod Juventus i midtugens Champions League-kamp, er derimod igen i spil. Dog med det forbehold, at to mand skal pilles fra inden kampstart.

/ritzau/