Manager forlader problemfyldte Rangers

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

Alastair McCoist stopper som manager for den skotske traditionsklub Rangers.

Det meddeler Glasgow-klubben i en fondsbørsmeddelelse.

- Selskabet oplyser, at Alastair McCoist, manager for førsteholdet, har trukket sig tilbage.

Den 52-årige tidligere Rangers-spiller McCoist overtog Rangers tilbage i 2011, og det var ikke problemfrit.

Rangers har oplevet stor nedtur de seneste par år. I 2012 blev den skotske klub sat under administration og blev i juni erklæret konkurs, fordi klubben ikke kunne betale en skattegæld på omkring 100 millioner kroner.

I den sammenhæng blev Rangers tvangsnedrykket fra den bedste skotske række til blot den fjerdebedste.

Et kæmpe nederlag for en klub, der i årevis har domineret skotsk fodbold sammen med Celtic. I alt har Rangers har vundet 54 skotske mesterskaber.

Klubben har kæmpet sig op i den næstbedste skotske fodboldrække, Championship, hvor Rangers lige nu er nummer to efter topholdet Hearts.

Rangers har også haft dansk islæt i sin trup gennem årene. Blandt dem Brian Laudrup og Jesper Christiansen.

/ritzau/AFP