Manchester City gør sommerens sjette indkøb

Skrevet af admin

11/08/2014

Mest læste i dag

Manchester City henter franskmanden Eliaquim Mangala fra FC Porto. Det meddeler klubben mandag.

Klubberne oplyser ingen købssum, men britiske medier mener at vide, at Manchester City har hostet op med et beløb svarende til 300 millioner kroner for den 23-årige forsvarsspiller.

Mangala har spillet i FC Porto siden 2011, og han har været med til at vinde to portugisiske mesterskaber undervejs. Han var med Frankrig til VM i Brasilien, men fik dog ingen spilletid.

Med købet af franskmanden har de engelske mestre købt seks spillere i denne sommers transfervindue. Mangala bliver genforenet med Fernando, som Manchester City tidligere på sommeren også hentede i FC Porto.

Manchester Citys manager, Manuel Pellegrini, mener, at han nu har fået en spiller, som har potentiale til meget mere.

- Han er allerede en god spiller, men efter min mening har han alle de mentale, fysiske, tekniske og taktiske talenter til at blive en af Europas allerbedste forsvarsspillere. Jeg tror, at han med det samme vil gøre en forskel i Premier League, siger manageren.

Manchester City indleder sæsonen i Premier League mod Newcastle på søndag.

/ritzau/