Manchester Citys manager er bekymret efter nederlag

Skrevet af admin

30/10/2014

Mest læste i dag

De regerende engelske mestre fra Manchester City blev onsdag aften sendt ud af den mindste af de nationale pokalturneringer efter et nederlag på 0-2 til Newcastle.

Nederlaget har fået mesterholdets chilenske manager Manuel Pellegrini til at erkende, at han er bekymret på holdets vegne.

- Selvfølgelig skal vi være bekymrede. Vi har ikke vundet nogen af de tre kampe, vi har spillet i denne uge, siger Pellegrini, hvis hold heller ikke er begyndt overbevisende i Champions League.

-Min fornemmelse er, at vi ikke spiller godt. Vi er inde i en svær periode med manglende tro på os selv, siger han og fortsætter:

- Det skal vi være bekymrede over, men vi må finde løsningen og gøre noget ved det. Vi må se på, hvordan vi får genskabt spillernes selvtillid, for det er ikke normalt at se det her hold spille, som det gør i øjeblikket.

- Det er en mangel på selvtillid, som vi må have styr på hurtigt, for vi skal sikre os, at vi stadig har noget at spille for i de øvrige turneringer, siger han.

Manchester City blev ramt af skader i den sidste del af onsdagens kamp, hvor både Yaya Touré og Silva blev taget ud.

Manchester City og Manchester United mødes i et lokalbrag på søndag.

/ritzau/