Manchester United får tiltrængt succes med stor sejr

Skrevet af admin

03/02/2016

Dagens topnyheder

Manchester United fik tirsdag aften lidt oprejsning i Premier League.

Hjemme på Old Trafford vandt holdet 3-0 hjemme over Stoke, så United nu har 40 point for 24 ligakampe.

Det placerer holdet på femtepladsen, ti point efter Leicesters tophold.

Med sejren får Uniteds hårdt kritiserede manager, Louis van Gaal, måske lidt arbejdsro frem til næste kamp.

Jesse Lingard bragte hjemmeholdet foran efter 13 minutter, da han kastede sig ned tæt ved mål og headede et indlæg ind i nettet til 1-0.

Midt i første halvleg viste franske Anthony Martial, hvorfor Manchester United brugte en stor sum penge på at hente ham i slutningen af transfervinduet sidste sommer.

Angriberen modtog bolden fra Wayne Rooney i venstre side, og efter et træk drejede Anthony Martial overlegent og utageligt bolden op i det lange målhjørne til 2-0.

Tidligt i anden halvleg fik Martial sagt tak for sidst, da han spillede Wayne Rooney helt fri tæt ved mål, så anføreren let kunne score til slutresultatet.

Den tidligere Manchester United-målmand Anders Lindegaard fik tirsdag aften sin debut for Preston i den næstbedste række.

Danskeren, der er lejet i West Bromwich for resten af sæsonen, holdt sit mål rent, da Preston spillede 0-0 ude mod Derby.

/ritzau/