Mand afpresset: Politiet advarer mod sexchattere på Facebook

En mand fra Regstrup ved Holbæk blev tirsdag morgen udsat for afpresning via nettet. Det skete, efter han havde sexchattet med en letpåklædt kvinde - angiveligt fra Chile. Kvinden truede efterfølgende med at dele erotiske videoer af manden på sociale medier, medmindre han overførte et pengebeløb.

Det oplyser Midt - og Vestsjællands Politi til Dagens.dk. Samtidig advarer det mod at sexchatte med fremmede på sociale medier.

- Det er mest til skræk og advarsel, at vi fortæller om denne sag. For der er faktisk ikke meget at stille op, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt - og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Dagens.dk.

Chatten mellem kvinden og manden begyndte på Facebook. Senere videochattede de via Skype. Manden indvilgede under videochatten i at foretage diverse erotiske berøringer på egen krop.

Kort efter fortalte kvinden ham, at han var blevet optaget på en video, og at hun ville dele den optagne video til mandens venner via forskellige sociale medier. Han kunne undgå udbredelse af videoen mod betaling 250 pund via en overførsel.

Manden nægtede og kunne efterfølgende konstatere, at videoen var blevet offentliggjort.

- Det er en prekær sag. Især for manden selv og hans venner. Men selve krænkelsen er sket fra en computer i udlandet, og så er det meget begrænset, hvad vi kan gøre for at hjælpe ham, forklarer Martin Bjerregaard.

Martin Bjerregaard kan ikke sige noget om, hvordan manden og kvinden lærte hinanden at kende. Men han understreger, at de begge er voksne og jævnaldrende. Korrespondancen skete også efter begges accept. 

- Der har ikke været nogen tvang. Det var mandens eget valg at deltage i det. Vi advarer om, at man skal tænke sig om, når man foretager sig den slags på nettet med personer, man ikke kender, siger Martin Bjerregaard.

Politiet har opfordret manden til at søge hjælp hos de sociale medier, hvor videoen er delt.

 

Dagens Gossip